Strikkeriget

Så er vores yngste barn Lukas blevet indrulleret i den danske folkeskole. Stor dag for ham og for os, men også vemodig, for som han selv sagde til mig forleden... Så har du jo ingen små børn mere, mor! Næh, det har jeg vist ikke, men det har været dejligt at genopdage verden sammen med hver eneste af vores drenge, og den oplevelse er jo heldigvis ikke slut fordi de begynder i skole - tværtimod! Men... det er alliveller som om den mentale navlestreng bliver klippet i, når inspektøren råber Lukas op, han rejser sig, tager sin nye, fine skoletaske på og tager de skridt væk fra mig. Jamen det er jo på linie med at rejse til en anden planet. Hans far og jeg har heldigvis prøvet det før og ved hvor meget hans hjerne vokser de næste par år, og vi ved også hvordan Lukas' krav om større frihedsgrader vil mangedobles jo mere af verden han indtager. Og så er det at vi skal give slip på ham under ordnede forhold. Dælme en svær opgave! Godt at vi stadig får børnechecken til at trøste lidt...

FÅÅRRK!

... mit nye arbejde ligger ca. 100 m fra Sommerfuglen! Så rækker den lønforhøjelse jeg fik tilkæmpet mig ved ansættelsen jo ikke langt!

Så er vi på hjemmebane igen! Vi har været i Budapest, og det var viiiildt på mange måder. Vi havde ikke liiiige fået lavet pas til Emil, Simon og Lukas i god tid, så vi stod der en sen eftermiddag på Borgerservice på Trianglen i København medbringende bilder (ja, det hedder det altså på jysk) af ungerne, dåbsattester for alle tre (kun een var blevet væk og rekvireringen af en ny skete heldigvis temmelig smertefrit) udfyldte og underskrevne anmodninger om pas samt sæføli tre kække drenge og to trætte voksne. Køer(findes ikke kun på marker i Jylland) var der over det hele - der var dælme også køer hen til sidepladserne hvor man kunne sidde i kø. Nå men endelig når vi frem til den medarbejder der er placeret på passene den dag. Alle drenge op i kø for at blive målt i højden... Lukas, som er 6 år, spørger medarbejderen efter endt måling, hvor høj Lukas så var. 130 cm meddeler den kommunale medarbejder, hvorpå Lukas spærrer sine store øjne op og jubler ud over hele Borgerservice: Årh, manner!!! Det er jo ny personlig rekord!!

Dagen før vi skulle flyve til ferihegy airrrporrrt, Budapest med Ungarns nationale flyselskab Malev, lagde Simon sig med ondt i halsen og feber. Afsted til vagtlægen med ham. Vi bor i Københavns Kommune, og her er vagtlægesystemet organiseret således, at den skjulte strategi MÅ være, at afholde så mange borgere som muligt fra at gøre brug af vagtlægerne. Man ringer op til vagtlægekontoret, holder i kø i telefonlinien, får af vagthavende telefonvagtlæge tilladelse til at dukke op på et af kommunens udvalgte vagtlægesteder - der er måske 3 steder i København, hvilket man jo så kan regne ud medfører betragtelige ventetider. Ventetiden regnes ud fra når man er kommet hen til stedet - der tages ikke hensyn til om man kommer med et sygt barn, er megasyg eller andre forhold, der kunne virke formildende på ventetiden. Man trækker et nummer - og venter. Vi bliver altid anvist til vagtlægen ved Brandstationen på Frederikssundsvej, og vi nærmer os virkelig en af mine politiske kæpheste her! Hvordan i hede hulen kan det være så vældig uværdigt, ucharmerende, ufleksibelt at skulle til vagtlægen??? Man står (hvis man er heldig kan man tilkæmpe sig en siddeplads) i et lillebitte venterum samt i en entre i en gammel villa, hvor der sidder en - højst to vagtlæger til at betjene borgerne i København?? Der er ingen mulighed for at få noget at drikke, ingen underholdning til syge og utålmodige børn, masser af larm og uro, opgivende blikke og snot og baktusser ud over det hele. ADR! Og det tager flere timer før man får sine 4 minutter hos lægen. Og hvis vi skal fortsætte ud af samme spor - så er ventetiderne på skadestuerne herovre i Københavnstrup også nok til at det burde vælte en regering. Hvordan kan man ændre prioriteringerne i sundhedssystemet, så der ruller flere penge ned i lavstatus-områderne - det almindelige lægesystem, skadestuer, forebyggelse af livstilssygdomme,genoptræning?

Nå men tilbage til Simon... minus streptokokker i halsen, men til gengæld en ordentlig virusting, der gjorde det umuligt for ham at synke ret meget, gav ham høj høj feber og en vældig hovedpine. Stakkels dreng! Dagen efter tog vi alliveller til Budapest på Simons første flyvetur - stor oplevelse! Vi havde lejet en lejlighed i Buda - i nærheden af den gamle kongeborg og ikke så langt fra Donau. Budapest var en virkelig positiv oplevelse, selvom vi satte tempoet ned og ikke fik set så meget som vi gerne ville. Simon havde nemlig 40 i feber hele ugen. Vi fyldte ham med pamoler, og var ude et par timer, hvorefter Simon som regel skvattede sammen og gik i seng igen. Godt at det var en stor og dejlig lejlighed.

Vi var spændte på, om man så'n lissom ku mærke at det var et tidligere østland, vi besøgte, og på enkelte punkter var der virkelig slående forskelle på Dk og Ungarn. Det var svært at kommunikere med budapesterne - de kunne ikke ret meget tysk eller engelsk, ej heller de unge. Til gengæld var der rigtig mange ansatte i butikkerne - der var f.eks. en dame i supermarkederne, der vejede ens frugt eller grøntsager af - i stedet for at man skulle stå der og fedte med det selv. I legetøjsbutikkerne var der gerne en 5-6 unge mennesker, der gik rundt og besvarede spørgsmål eller "motiverede" ved at trykke på dimsedutter der kunne få et eller andet til at starte.

Og så var der sporvogne... Det var næsten ligesom at være med i Huset på Christianshavn!

Nu er vi hjemme igen, og i morgen begynder jeg på mit nye arbejde. Alt muligt nyt om strik må komme en af dagene, for der er produceret til forrådskammeret, jeg har arvet en strikkemaskine og har købt ind til en star warstrøje af episke dimensioner (jeg er vist desværre nødt til at lave strikkeprøve og regne ud og alt det der før jeg kan gå i gang!)